Efter at have drevet Salon René i Smallegade 11, som hun overtog for godt 22 år siden, har frisør Tove Thomsen skiftet adresse og indrettet en helt ny salon. Adressen er stadig Smallegade, men nu på den side, i nr. 10, hvor hun med 20 kvm mere til rådighed har kunnet opfylde et længe næret ønske.
»Jeg har længe drømt om at skabe et andet koncept, som jeg har tænkt meget over. Derfor har salonen også fået nyt navn til MEA-COR, som er inspireret af latin for »mit hjerte«. Det står for, at MEA-COR handler om hår, krop og sjæl,« siger Tove Thomsen.
Det er ikke mere end godt en uge siden, hun åbnede sin nye salon med det nye koncept, og der har allerede været en del spørgsmål, om hun er gået ind i en større kæde. Men sådan er det ikke.
»Nej, det er helt igennem min egen idé, så jeg er ikke blevet en del af nogen kæde,« understreger hun med et smil.
Når hun først har gennemført sin idé nu, er det, fordi der ikke var plads i den gamle Salon René.
Negle og behandlere
»Men den ekstra plads, jeg har fået her, var nok til, at det kunne gennemføres. Her har vi fået et neglebord ind, hvor den ene af mine assistenter, Stephanie, kan lave negle for vores kunder. Desuden har jeg fået plads til et behandlerrum, som jeg tilbyder til en række forskellige behandlere, der til en overkommelig pris kan leje sig ind for eksempel en dag om ugen eller et par gange om måneden,« forklarer Tove Thomsen.
Her vil hun gerne have for eksempel en kosmetolog, akupunktør, en kranio-sakral terapeut, zoneterapeut, kinesiolog eller tilsvarende ind, og hun har allerede kontakt med forskellige, der er interesserede.
»Det kan jo være behandlere udefra, der er interesserede i at komme til Herning for eksempel en dag om ugen. Jeg har lokalet, der er indrettet med behandlerbriks og stole, så man også kan snakke, hvis det for eksempel er en coach, der har lokalet, og med i huslejen er rengøring og kaffe og så videre,« siger Tove Thomsen.
Foredrag med plads til dialog
Hun og hendes assistenter tilbyder naturligvis stadig alt i hårpleje for hele familien, men med behandlerne i huset har hun hele kroppen med, peger hun på.
»Og så skal vi have nogle foredragsaftener. Der er ikke plads til mere end 25, så det bliver ret intimt, men på den måde bliver der også bedre mulighed for at få en dialog bagefter. Det har jeg ofte savnet, når jeg har været til foredrag, men det er jo svært, når der er så mange, som der ofte er,« forklarer hun.
Det første foredrag er allerede på plads. Det er i slutningen af oktober, og foredragsholderen er forfatteren Hanne Mulvad fra Herning, som i foråret udgav bogen »Lad lagkagen gå rundt igen« om, hvordan omsorgssvigt også kan forekomme i udadtil velfungerende familier.
»Derfor går hele overskuddet fra denne aften også videre Børns Vilkår,« siger Tove Thomsen.
Hun vil i det hele taget gerne have foredrag, der berører noget menneskeligt, og som man kan bruge bagefter. På den måde mener hun, at ringen er sluttet med hår, krop og sjæl.
Glad for Smallegade
At hun ikke er flyttet tidligere, skyldes ikke mindst, at det hele tiden også har været hendes ønske at blive både i midtbyen og også gerne i Smallegade.
»Jeg har altid været glad for at være i Smallegade, og jeg synes, at der er alt for mange, der flytter ud af midt byen, så det ville jeg ikke. Så jeg var glad for at kunne slå til, da der nu kom en mulighed, hvor jeg kunne opfylde min drøm,« smiler Tove Thomsen.